fredag den 25. maj 2012

Blixz your fingers

Da jeg skal til fest i aften, tænkte jeg, at det ville være en god anledning til at pynte neglene. Mit valg faldt på Blixz, der laver de flotteste neglefolier med mønstre, som du kan kliste på dine negle. Jeg synes, at det ser godt ud, men jeg kan allerede nu fornemme, at det ikke er noget, som kommer til at holde mange dage. Netop derfor er de gode til særlige arrangementer, hvor man gerne vil gøre noget ekstra ud af sig selv. Et godt tip er at klippe neglene lidt korte inden påføring, for så kan man bruge det overskydende stykke af neglefolien til at sætte på en anden negl, hvis størrelsen altså passer. På den måde kunne jeg nøjes med at bruge en halv pakke, så der også er til en anden god gang. Udover neglefolie skal du bruge en neglebuffer og en neglefil samt en saks til at klippe den ønskede form. Hvad synes I om resultatet? :)

Foto: Blixz med en fin baggrund af roser

torsdag den 24. maj 2012

Summer time

Sommertid betyder for mig eksamenstid, og det er også forklaringen på, hvorfor jeg ikke har været så aktiv på bloggen de seneste par dage. Men jeg har skam ikke glemt mine søde læsere, så her får I en anmeldelse af noget, der er meget aktuelt i disse dage - og forhåbentlig mange dage endnu. Jeg snakker naturligvis om solcreme. Vil man beskytte sin hud mod andre skadelige sager udover solen, så er Derma Sun en klar favorit hos mig . Min følsomme lyse hud (og pengepung) er glad for, at Dermas solcremer bærer både Svanemærket og Astma-Allergi Danmarks mærke, og desuden er til at betale. Prisen er netop en vigtig faktor, for der skal bruges rigeligt med creme hver gang, du vil beskytte dig mod Solen og alle dens bivirkninger såsom hudkræft, rynker og pigmentfejl. Jeg plejer at bruge en spiseskefuld creme til hver arm, hvert ben samt en til ryggen og en til maven. Og når du er godt smurt ind, er det bare med at komme ud i det dejlige solskinsvejr, men husk nu at nyde det med måde :)
Foto: derma.dk

søndag den 20. maj 2012

It's magic!

Seriøst - jeg har lige stukket fingrene i et produkt, som rent faktisk holder, hvad det lover. Det virker så godt, at jeg slet ikke kan fatte det. Sephoras Express Nail Polish Remover er nemlig intet mindre end fantastisk! Alt du skal gøre med dette produkt er at sætte din lakerede negl ned i neglelakfjerneren, vente omkring 15-20 sekunder og så tage den op. Resultat: Neglelakken er fjernet uden alt besværet med vatrondeller og lang ventetid. Alle de effektive neglelakfjernere jeg har prøvet har været med acetone, som desværre er meget udtørrende for neglene. Men sådan noget skidt indeholder Sephoras vidunder ikke engang. En ting er sikkert: Vil du også have fjernet din neglelak hurtigt uden at røre en finger (høhø), så er det denne neglelakfjerner, du skal have fat i <3
Foto: sephora.com

lørdag den 19. maj 2012

Sweet Heart

Nogle gange sker det, at et skønhedsprodukt overrasker på en meget uventet måde. Det oplevede jeg med OPI neglelakken "Sweet Heart", som stod der helt anonym på butikshylden og mindede om alle de andre nude nuancer. Det var egentligt også mærkeligt, at jeg valgte denne farve, for jeg har virkelig alt for mange, der ligner den. Alligevel skiller den sig lidt ud. For "Sweet Heart" har den helt særlige evne, at den kan skjule de åh-så-irriterende hvide pletter, som mine negle altid er plaget af. Der er delte meninger om, hvad pletterne skyldes (alt lige fra kalkmangel til slag), men jeg kan altså ikke få dem væk, hvis ikke jeg dækker med meget mørke lakker. Når en nude neglelak så går hen og dækker dem på smukkeste vis, så bliver jeg glad. Jeg bliver faktisk så glad, at dette lille vidunder ikke fortjener at gemme sig blandt alle de andre lakker. Det synes jeg, at den er alt for god til <3

Sweet Heart <3

onsdag den 16. maj 2012

Review: Sephora Denmark

Så skete det! I går fik jeg lokket en veninde med den lange vej til København med et eneste formål: At opleve skønhedsuniverset Sephora. Og det var skam hele turen værd. Sephora bød på alt fra OPI manicure, Aveda håndmassage, Clarins skin bar og ikke mindst en masse lækre skønhedsprodukter, som man kunne teste lige så meget, man havde lyst - og det havde vi bestemt lyst til. Vi fik pga. en lang skoledag desværre ikke mødt Ole Henriksen, men til gengæld fik jeg et gratis 3 Little Wonders kit, da jeg købte hans lækre African Red Tea Exfoliating Lip Salvation. Efter en masse tid i neglebaren fik jeg også sneget Express Nail Polish Remover fra Sephoras eget mærke ned i en af butikkens små fine indkøbskurve. Senere på aftenen stod den på DJ og et farverigt show, hvor både mænd og damer viste deres kroppe frem, som var smukt dekorerede. Efter den opvisning var man ikke i tvivl om, at det var "Grand Opening", vi var til. Det bliver vist et langt indlæg det her, men jeg lover at anmelde produkterne fra min indkøbskurv på et senere tidspunkt, mit indtryk af dem er allerede rigtig godt. Alt i alt var det en fantastisk skønhedsoplevelse, som jeg gerne rejser langt for en anden gang :)

Foto: illum.dk

søndag den 13. maj 2012

A lovely massage

I dag er det jo mors dag, og ligemeget om du har forkælet din mor eller måske kan nå det endnu, så kommer her i hvert fald lidt inspiration til en gave, som de fleste mødre med garanti ville sætte pris på både i dag og selvfølgelig resten af året: Massage. Til det formål er en olie perfekt. Jeg er vild med Urtegaardens økologiske mandelolie, fordi den er billig og altså økologisk. I modsætning til Weledas vidunder (Se produktet her) består denne olie af 100 % ren mandelolie. Jeg bruger Weleda til ansigtet og Urtegaarden til kroppen, fordi der naturligvis anvendes større mængder olie til kroppen, og på den måde bliver det meget billigere at nyde godt af mandeloliens lækre egenskaber. Vil du også gerne have en helt ren mandelolie, eller leder du bare efter et billigere alternativ, så er Urtegaardens pris på cirka 70 kroner godt givet ud :)

Foto: helseriet.dk

fredag den 11. maj 2012

It's getting hot in here

Vores hår bliver udsat for lidt af hvert. Vask, føntørring, styling, farvning, vejrskift og snart også en (forhåbentlig!) bagende varm sommersol. Det er alt sammen noget, der slider på håret. Netop derfor er det vigtigt, at du sørger for at beskytte dit hår. Ikke blot ude i solen, men også når du styler det. Personligt er jeg meget glad for GHD Heat Protect Spray, som jeg har købt for cirka 46 kroner på lookfantastic.com.  Det er en fantastisk pris for et GHD produkt, og det beviser vel bare endnu en gang, hvor billige hårprodukterne er på den hjemmeside. Når det kommer til selve produktet, bliver man bestemt heller ikke skuffet. Emballagen er eksklusiv, produktet virker og så har jeg fået positive respons pga. sprayens duft. Den passer til alle hårtyper, så der er vist ingen undskyldning for ikke at købe den ;)
Ghd Heat Protect Spray (120ml)
Foto: lookfantastic.com

torsdag den 10. maj 2012

Take care

Huden er kroppens største organ, og den suger til sig hver gang, vi vælger at smøre et produkt på den. Af samme grund mener jeg, at man bør tænke sig om, inden man smører sig ind i sin bodylotion. Læs indholdsfortegnelsen og være opmærksom på, om der er noget, du ikke kan tåle. Og vælg altid de milde produkter fremfor de skrappe. Derfor kan du trygt bruge Avéne Moisturizing Body Lotion. Den indeholder Thermal Spring Water, og så har den en svag, men dejlig duft. Jeg synes også, at den har et fint og feminint look. Endnu et stort plus ved denne lotion er, at den trænger hurtigt ind i huden, hvilket er perfekt på travle hverdagsmorgener, hvor du ikke har tid til at stå og vente. Avéne Moisturizing Bodylotion fås på apoteket.
Foto: aveneusa.com

onsdag den 9. maj 2012

Danish world class skin care

Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive om hudanalyser her på bloggen det næste lange stykke tid. Men så fik jeg mulighed for en hudanalyse hos Beauté Pacifique, og den skal I da høre om. Det hele skete hos helse & natur sammen med en ansat fra Beauté Pacifique. Hun indledte samtalen med at fortælle, at man normalt bruger en computer til at scanne huden. I mit tilfælde var det dog ikke nødvendigt, da det gøres med det formål at vise hudens ældring, og det var jeg ikke "gammel nok" til. I stedet snakkede vi om mærkets produkter. Her fik jeg anbefalet Mousse Nattoyant Cleansing Foam, Masque Matté Deep Pore Cleansing Mask, Lotion Hydrante Matitè Oil-Free Moisturizer og Super3 Booster Vitamin A Anti-wrinkle Creme Booster. Den søde dame gav mig prøver på produkterne, så hvis de er gode, kommer de på bloggen. Mærket påstår i hvert fald at være dansk verdensklasse ;)

Foto:helsehelse.dk

mandag den 7. maj 2012

Feeling dirty?

Vil du have en ekstra ren følelse, når du har vasket dit hår? Så skal du have fat i en dybderensende shampoo. Jeg har læst, at Matas skulle lave en god og billig udgave, men eftersom denne blog handler om gennemtestede produkter, så vil jeg i stedet fokusere på Redken Hair Cleansing Cream. Den er lidt dyr, hvis ikke man som jeg køber den på nettet. Og hvorfor skal du så investere i en dybderensende shampoo? Fordi mange - både mænd og kvinder - hver dag fylder deres hår med diverse stylingprodukter, og de skal altså vaskes ordentligt ud igen. Ellers kan det resultere i en irriteret hovedbund, og det er ikke rart. Jeg bruger min Redken shampoo en gang om ugen, og det er bestemt ikke kedeligt. Den dufter nemlig dejligt, og når man ikke bruger den oftere, så holder den længe :)
Redken Hair Cleansing Cream (300ml)

Foto: lookfantastic.com

søndag den 6. maj 2012

Here comes the sun

Solen skinner, og vi længes mere end nogensinde efter lidt kulør på kinderne. Men hvis forårskuløren lader vente på sig, så er der hjælp at hente i en bronzer. Der findes flere glimrende selvbrunere til ansigtet på markedet, alligevel vil jeg altid foretrække en bronzer i stedet. Især en naturlig bronzer af mineraler er en god ting, fordi den er mild og ikke tilstopper huden. En af mine personlige favoritter er 100% Mineral Bronzing Powder fra Nilens Jord. Den er god til at skabe konturer i ansigtet og så elsker jeg, at der er spejl i låget. Et ekstra tip: Bronzer kan også bruges som øjenskygge eller som eyeliner, hvis man lægger den med en fin skrå børste :)
Foto: enkeltoggreit.no

lørdag den 5. maj 2012

One of my favourites

Olie er godt - så er det sagt. Lige meget om det gælder hårolie, ansigtsolie eller kropsolie, så er jeg fan. Er du endnu ikke fanget af trenden, så burde du måske prøve Weledas Almond Soothing Facial Oil. Den kan nemlig bruges til så meget andet end ansigtsolie, selv bruger jeg den både som makeupfjerner, afrens og neglebåndsolie. En mandelolie kan også bruges som massage- og kropsolie, og så er den perfekt til rejser, fordi multiprodukter sparer plads i toilettasken. Weledas mandelolie kan desuden anvendes af selv de mest sensitive hudtyper, da den er uden syntetiske parfume-, farve- og konserveringsmidler (parabener) og mineralsk olie. Jeg har lige tømt min anden flaske, og jeg skal snart have fat i flaske nummer tre :D
Foto: matas.dk

torsdag den 3. maj 2012

Value for money

Billige produkter er heldigvis ikke altid lig med dårlig kvalitet. Jeg er for eksempel stor fan af de to af Schwartzkopfs stylingprodukter, som i år var nomineret ved Danish Beauty Awards. Vinderen i kategorien "Årets Hårstylingprodukt" Got2b Rockin'it Encore Fresh Dry Shampoo har jeg nævnt her, men dette indlæg skal handle om en af de nominerede i kategorien "Årets Hårplejeprodukt - detail".
GLISS Color Protect Balsamspray er fantastisk, fordi den både tilfører pleje og solbeskyttelse til de ofte hårdt pinte sommerlokker. Og selv om kalenderen kun siger maj, så følte jeg mig alligevel godt beskyttet med balsamsprayen i håret på en så dejlig solskinsdag som idag. Jeg gav 18 kr. for den på tilbud i Matas og med den fine tøsede emballage som et plus, så synes da, at den ligesom tørshampooen er et fund til prisen :)

Foto: styleandbeauty.cult2.net

onsdag den 2. maj 2012

There is no one like...

Du tænker måske, at en hårelastik bare er en hårelastik. I så fald tager du grueligt fejl. For der findes altså ingen hårelastikker som Blax. De er måske lidt dyre (65 kroner), men til gengæld får man en super holdbar elastik, som både er god for hår og miljø. Har man som jeg tykt hår, kender man måske problematikken med, at hårets vægt tynger frisuren ned. Den slags sker ikke med Blax. De smarte elastikker er også gode, hvis du gerne vil skjule din elastik . De fås både gennemsigtige, sorte, brune og faktisk også i pink, jeg tvivler dog på at lige præcis den farve, er så diskret - medmindre man har pink hår selvfølgelig ;)

Foto: e-voks.dk

tirsdag den 1. maj 2012

I like the flowers

The Body Shops Body Butter findes i mange forskellige udgaver, og nogle af dem er bedre end andre. Når jeg skal vælge, så er det oftest duften, der afgører mit valg, mest fordi jeg simpelthen ikke har lyst til at dufte ubehageligt. Der er nemlig nogle af varianterne, hvis duft jeg ikke er vild med. Derfor var det med en vis portion spænding, at jeg skruede låget af Moringa Body Butter, som jeg fik med den første Goodiebox. For hvad dufter moringa af - og hvad er det overhovedet? Moringa viste sig at være en vidunderlig blomsterduft, som jeg er blevet meget glad for. Hvis du som mig også følger din næse, når du er på beauty shopping, så bør du virkelig overveje denne. Jeg bruger den hver aften på mine hænder og fødder, og jeg er ganske sikker på, at de elsker mig for det ;)
Moringa Body Butter - Body Butter
Foto: thebodyshop.dk